Ansvarlige ejendomme er en god kilde til afkast
Ejendomme er en vigtig komponent i at skabe et attraktivt, risikojusteret afkast til kunderne i Velliv. Ejendomme udgør også vigtig infrastruktur i det danske samfund og er samtidig blandt de største udledere af CO2e. Derfor har Velliv en ambitiøs tilgang til at gøre de ejendomme, som selskabet driver og ejer, mere energibesparende og dermed mindre CO2e-udledende.
Nye bæredygtighedsmålsætninger for ejendomsinvesteringer
I 2023 fastsatte Velliv nye, ambitiøse mål for arbejdet med bæredygtighed i Vellivs ejendomsportefølje frem mod 2030. Målene fokuserer på CO2e-reduktion, bæredygtig certificering, aktivt ejerskab, data, cirkulær økonomi, biodiversitet og social bæredygtighed.

Ambitiøs CO2 reduktionsplan
Det er ambitionen, at CO2e-udledningen fra Vellivs portefølje af både hel- og delejede ejendomme skal reduceres med 80 % CO2e/m2 i 2030 relativt til niveauet i 2019. I 2023 har Velliv reduceret ejendomsporteføljens CO2e udledning med 48 % siden 2019. Derudover skal ejendomsporteføljen være CO2e-neutral i 2040.

Bæredygtighed i en bredere forstand
Velliv arbejder aktivt på at reducere miljøpåvirkningen fra de mange erhvervsrenoveringer. I 2023 kunne vi således aflevere de første lejemål bygget efter cirkulære principper. Vores ambition er, at 30 % af alle renoveringer følger cirkulære principper med udgangen af 2025.
Fra 2024 screener Velliv også alle helejede ejendomme for biodiversitetspotentialer og igangsætter en ny handlingsplan for at øge biodiversiteten på eksisterende og nye erhvervsejendomme.